Golf fortsætter fremgangen
Fremgangen fortsætter for Dansk Golf Union (DGU), der i 2007 sagde velkommen til 5.340 nye golfspillere. Med næsten 150.000 aktive udøvere fastholder golf positionen som Danmarks næststørste sportsgren
Pressemeddelelse, 05. november 2007
Golfsporten i Danmark har været i konstant vækst siden 1948, og trenden fortsætter nu på 60. år. Den seneste stigning lyder på 3,7 procent, og i alt 167.973 danskere er nu medlem af en golfklub under DGU. Heraf er 148.969 aktive medlemmer.
De mange golfspillere har i det forgangne år fået 11 nye klubber at boltre sig i - en stigning som ikke er set højere siden 1994. De nye klubber bringer antallet af medlemsklubber under Dansk Golf Union op på 171.
Der er dog stadig en del, som endnu står og venter på at komme i gang med golfen. De seneste tal viser, at næsten 16.000 mennesker står på en venteliste i en dansk golfklub, hvoraf 75 procent står på venteliste på Sjælland.
Mens den samlede medlemsfremgang er tilfredsstillende, er der dog grund til bekymring, når det drejer sig om antallet af nye juniorspillere. Her har golf ikke klaret sig meget bedre end de øvrige traditionelle idrætsgrene, som i disse år har endog meget svært ved at tiltrække og fastholde de unge mennesker.
12.000 piger og drenge under 18 år spiller i dag golf, og de seneste tal viser noget skuffende, at antallet af juniorer ikke har rykket sig i forhold til sidste år.
- Det er langt fra tilfredsstillende. Ikke mindst med hensyn til pigegolfen, som vi i de senere år har haft øget fokus på. Noget tyder på, at vi må til at tænke i nye baner og skabe nogle rammer, som i langt højere grad passer til de unge menneskers behov, siger DGU’s generalsekretær Karsten Thuen, som også påpeger problemet i, at mange klubber stadig har uforholdsvis lange ventelister på juniorområdet.
Fakta:
- Antallet af golfspillere er steget med 100.000 siden 1994. I samme periode er der kommet 61 nye golfklubber.
- 61 procent af danske golfspillere er mænd, mens 26 procent er kvinder. Andelen af juniorer udgør 8 procent.
- Der betales i gennemsnit 4.728 kr. i indskud og 4.484 i kontingent for medlemskab af en golfklub.
Klik her for flere fakta om golfen i Danmark