Kun Danmark kunne give Sverige kamp

Svenskerne vandt seks ud af otte rækker ved de nordiske holdmesterskaber i golf, men de danske juniorherrer imponerede til gengæld mest


Pressemeddelelse, 05. august 2007

Danmark var til det sidste med i kampen om det første samlede nordiske slagspilmesterskab for fire aldersklasser af begge køn på én gang – Ecco Nordic Team Championship – i Frederikshavn Golf Klub og Golfklubben Hvide Klit. Det blev dog, ikke uventet, Sverige, der viste den største bredde og vandt med 18 slag, da scores i de otte rækker, juniorpiger, juniordrenge, damer, herrer, +35-damer og –herrer, seniordamer og seniorherrer.

Hvert land stillede med fire spillere i hver række, og de spillede to fourballs, to foursomes og tre tællende singler. Totalt sluttede Sverige 261 slag over par – 18 bedre end Danmark. I realiteten var der kun spænding om den samlede førsteplads mellem Sverige og Danmark, idet hverken Finland, Island eller Norge kunne matche svenskerne og danskerne.

Det var primært det danske herrelandshold – Kristian Grud, Morten Ørum Madsen, Phillip Drost og Kristian Nielsen - der gik ned i søndagens singler, hvor de, noget overraskende, var 13 slag dårligere end Sverige, som havde været tre slag bagud inden singlerne.

Til gengæld levede de danske juniordrenge om til favoritværdigheden og vandt, som det eneste danske hold, guldmedaljer, selvom kun to af ”gulddrengene” fra EM for nylig i Rold Skov, Lucas Bjerregaard og Kasper Sørensen, var med på NM-holdet. Med to ”reserver,” Sebastian Cappelen og Joachim Hansen, vandt Danmark alligevel drengejuniorrækken med 19 slags margin til Sverige – en understregning af, at Danmark totalt dominerer denne aldersgruppe i øjeblikket i Skandinavien. De danske drengejuniorer var kun 13 slag over par for deres syv runder – i særklasse den bedste score i de otte forskellige rækker. Næstbedste ”guldhold” var Sveriges herrer med 19 over par.

Også Danmarks juniorpiger var tæt på at vinde, idet de sluttede med samme totalscore som Sverige, som kun vandt, fordi danske Sara Monberg måtte opgive efter 12 huller med en håndskade. Dét betød, at Danmark ikke havde en tællende 4. score i single – som ifølge reglerne er afgørende i sådanne tilfælde.

Udover guldmedaljerne til juniordrengene blev det til seks sæt danske sølvmedaljer og ét sæt bronzemedaljer. Det var det danske damelandshold, der måtte nøjes med tredjepladsen, om end det skete med de mindst mulige marginer, to slag til Sverige på førstepladsen og et slag til Island på andenpladsen. Sverige vandt hele seks af rækkerne, Danmark og Island vandt en hver.

Golfen i tal Golf og miljø Organisation
Search

 Checkbanner

Bannerplads

Dansk Golf Union * Brøndby Stadion 20 * 2605 Brøndby * 4326 2700 * info@dgu.org * Informations- og brugerpolitik