Lisa Holm Sørensen stadig med i kampen
Efter en omtumlet og vindblæst dag i Helsingør er Lisa Holm Sørensen stadig med i topstriden i Nykredit Masters. Danskeren er fire slag fra de to førende englændere
Pressemeddelelse, 08. september 2007
Inden lørdagens tredje runde lå Lisa Holm Sørensen på en delt fjerdeplads, og alt tegnede særdeles lyst for den 24-årige Hanstholm-pige, da hun på 9. hul – til stor begejstring for de mange tilskuere - holede et indspil for en eagle og rykkede helt frem på andenpladsen.
Men glæden varede kort. Fra 12. til 15. hul blev Lisa Holm Sørensen bogstaveligt talt blæst omkuld. Den stærke vind og et par løse slag resulterede i en grim stime med tre bogeys og en triplebogey på 14. hul. En birdie på 17. hul rettede dog lidt op på en meget omskiftelig runde, som endte med 74 slag (+3) og en placering som nummer ni.
- Jeg er egentlig godt tilfreds med en 74’er i dag. Det ville jeg godt have solgt den for på forhånd under disse forhold.
Og spillerne havde det svært. Flagene stod vandret ud i luften, og tilskuerne skulle holde godt fat på kasketterne i blæsevejret, som bød på så kraftige vindstød, at flere reklameskilte blev pustet omkuld.
Lisa Holm Sørensen er dog ikke helt borte med blæsten endnu. Hun startede dagen tre slag efter de førende og sluttede med at være fire slag efter, så håbet lever endnu.
- I morgen satser jeg og giver alt hvad jeg har, lyder det fra en optimistisk Lisa Holm Sørensen inden søndagens finalerunde.
For de tre øvrige danskere bød tredjedagen ikke på de store opmuntringer. Monica V. Christiansen og Mette Buus kom begge rundt i 76 slag (+5), mens Mianne Bagger brugte et enkelt slag mere. Alle tre befinder sig i den tunge af feltet inden finalerunden og må se i øjnene, at det ikke bliver dem, der skal trykke Kronprinsesse Mary i hånden, når hun overrækker vindertrofæet på 18. green søndag eftermiddag.
Tre englænderne er nu favoritter til det royale håndtryk. Kirsty Taylor og den 18-årige rookie Kiran Matharu deler føringen med seks slag under par, et slag foran landsmanden Lisa Hall, mens den franske Solheim Cup-spiller Gwladys Nocera ligger på hjul som en farlig outsider i fire slag under par.
--------------------
Læs mere, se scores og hent flere citater på www.nykreditmasters.dk og www.dgu.org
Klik her for at hente højtopløseligt billede fra lørdagens tredje runde
Venligst kreditér Søren Tidmand, DGU.