Ny forsikring dækker golfspillere
Dansk Golf Union og Nykredit Forsikring har indgået aftale om en kollektiv ansvarsforsikring, der sikrer danske golfspillere ved erstatningsansvar for skader opstået som følge af golfspil.
Pressemeddelelse, 29. april 2008
Aftalen indebærer, at alle aktive golfspillere, der er medlem af en golfklub tilknyttet Danske Golf Union, fra 1. maj er dækket gennem deres klubkontingent.
Den kollektive ansvarsforsikring dækker de skader, man som golfspiller kan komme til at påføre andre. F.eks. en bold i forruden på en bil, fordi et slag kommer på afveje, en spiller, der bliver ramt og måske brækker næsen, eller dét, der er værre.
- Mange tror, at alle skader er dækket af deres almindelige ansvarsforsikring, men det er langt fra altid tilfældet, siger markedschef Lars Suhr Olsen, Nykredit Forsikring, der understreger, at mange skader i forbindelse med golfspil er hændelige uheld, som ikke er dækket af en almindelig ansvarsforsikring.
- Vi er rigtig glade for at have fået denne aftale på plads, siger generalsekretær Karsten Thuen, DGU. Vi har set eksempler på, hvor galt det kan gå, når en golfbold ude af kurs rammer enten en person eller en ting. Heldigvis er langt de fleste skader af ubetydeligt omfang, men når uheldet er ude, er det godt at have en forsikring i ryggen.
Den kollektive ansvarsforsikring træder ind i billedet, hvis golfspillerens egen ansvarsforsikring ikke dækker, eller hvis den skadevoldende golfspiller ikke kan identificeres. Et væsentligt forhold i forsikringen er desuden, at skadelidte ikke nødvendigvis skal konfrontere den pågældende spiller med skaden. For den uheldige bilist, der fik sin forrude slået i stykker, betyder det, at han nu blot kan henvende sig til golfklubben og sandsynliggøre, at det er en golfskade, så sørger klubben for at anmelde skaden.
Ud over den kollektive ansvarsforsikring vil Nykredit Forsikring inden for kort tid komme med favorable tilbud til golfklubberne om klubbens forsikringer samt tilbud til DGU-medlemmer om individuelle golfforsikringer. Faktisk er det allerede muligt at tegne en golfforsikring i tilknytning til Nykredits hjemforsikring, som blandt andet dækker konsekvenserne af at få Hole-in-One.
Kontaktinformation:
Markedschef Lars Suhr Olsen, Nykredit, tlf. 4455 8959
Advokat Anne Krag Sørensen, Dansk Golf Union, tlf. 4326 2706.