Formandens beretning
Mundtlig beretning 2009
Denne beretning skal naturligvis kun omhandle det, som er sket siden årsskiftet, fordi det, der vedrører kalenderåret 2009, findes i den skriftlige beretning.
Indeværende år var ikke mange dage gammelt, før det i et par dage optog pressen, at Dansk Golf Union ikke har overholdt den aftale, som for nogle år siden blev indgået med daværende miljøminister Connie Hedegaard. Desuden havde flere golfklubber opbevaret og formentlig anvendt kemiske produkter, som ikke er tilladt.
Aftalen gik ud på at reducere forbruget af pesticider på golfbaner med
75 % inden udgangen af 2008. En reduktion fra 0.38 kg/ha til 0,1 kg/ha. Vi nåede ned på 0,23 kg/ha. Altså en reduktion 40 %. Det er en meget væsentlig reduktion over en meget kort årrække, men ikke helt svarende til den skriftlige aftale.
Det har vi naturligvis beklaget og samtidig understreget, at vi fortsat arbejder for en reduktion, og det kan vi heldigvis med god ret sige, at vi gør. Der ofres mange kræfter og mange penge på at finde ud af, hvordan vi kan reducere forbruget af pesticider og stadig have gode golfbaner.
Vi kunne have givet pressen en masse yderligere forklaringer og oplysninger, men ofte er virkningen den modsatte af den tilstræbte. Så det undlod vi.
Over for dette forum synes det dog relevant at dykke lidt længere ned i materien.
Det er vel værd at nævne, at en del af de golfbaner, som havde brugt ulovlige midler, slet ikke passes af den lokale golfklub, men af ejeren.
Det har altså slet ikke noget med DGU at gøre. Men den forskel synes pressen ikke at interessere sig for.
Det forekommer også at være nyttig viden, at Danmark i internationale kredse så klart opfattes som foregangsland, når det gælder fokus på reduktion af forbruget af pesticider. Så sent som i foråret 2009 blev vi i St. Andrews nærmest skamrost på en international konference arrangeret af Royal & Ancient. Mine udenlandske kolleger har tit ønsket oplysninger om den indsats, der gøres i Danmark, og når de hører, hvor langt vi er nået, er det ofte mit indtryk, at de har svært ved at tro på det.
Og endelig kunne det vel være interessant at vide, hvor meget vores forbrug egentlig udgør af det samlede forbrug, når det i pressemeddelelsen fra Miljøministeriet er nævnt, at vores golfbaner fylder lige så meget som hele Samsø (en oplysninger som vi faktisk selv fremkom med for et par år siden i Dansk Golf). Samsø, som er på 112 kvm, udgør 0,26 % af Danmarks areal.
Golf anvender 0,23 kg/ha på 11.000 ha, altså 2.500 kg, hvis vi regner med, at de klubber, som indsender grønne regnskaber, er repræsentative. Det samlede forbrug i Danmark er 4.052.800 kg ifølge Danmarks Statistik. Det vil sige, at vores forbrug udgør 0,06 % af det samlede forbrug i Danmark, Og det interesserer man sig for at reducere. Måske ville effekten være større, hvis man interesserede sig for at reducere der, hvor der anvendes 99,94 % af det samlede forbrug. Hvis vi når målet om kun at anvende 0,1 kg/ha, bliver det samlede danske forbrug af pesticider reduceret med lige godt 0,03 %.
Tilgængelige tal viser i øvrigt, at staten bruger mere pesticid på de statsligt ejede arealer, end vi bruger på golfbanerne.
Og alene i de private villahaver bruges 87.700 kg – altså 35 gange mere end på golfbanerne. Og jeg er ret sikker på, at mange af de haveejere, som anvender pesticider, er forargede over forbrug af pesticider på golfbanerne.
Hvis alle brugte den samme mængde pesticid pr. hektar, som vi bruger, ville forbruget falde til under 1.000.000 kg, altså en reduktion på over
75 %. Det er virkelig noget, der batter.
Disse tal er jo meget talende, og man kan vel godt bruge udtrykket, at myndighederne ved at angribe os så hårdt skyder gråspurve med kanoner.
Som sagt indledningsvis har denne dokumentation alene til formål at sætte tingene lidt i perspektiv.
Det rokker ikke ved den kendsgerning, at vi fortsat har fokus på at nedbringe pesticidforbruget på vores golfbaner. Vi ønsker, at alle andre brugere af pesticider ville arbejde lige så ihærdigt på en reduktion.
Det kan faktisk undre mig, at miljøministeren angriber os så hårdt for ikke at have nået hele målet om at spare 75 %. Det kunne måske være anderledes virkningsfuldt at fremhæve os, fordi vi faktisk har reduceret med 40 % og stadig arbejder benhårdt for yderligere reduktioner.
Da vi i januar havde møde med ministeren lagde han ikke skjul på, at der vil blive lovgivet vedrørende brug af pesticider på golfanlæg, hvis ikke der indgås en frivillig aftale.
I februar sendte vi en del materiale om golf og miljø til samtlige partiers politiske ordførere. I øvrigt det samme materiale, som samme dag sendtes til medlemsklubberne. Øvelsen havde til hensigt at understrege vores ihærdige og konstante arbejde med forbedring af miljøet.
For nogle få uger siden var der en ordentlig ministerrokade, og vi fik ny miljøminister, som vi for nærværende ikke har haft møde med, men det må vel antages, at dagsordenen ikke ændrer sig voldsomt, blot fordi ministeren er ny. Embedsmændene er jo de samme.
Også dialogmøderne i begyndelsen af året skal have et par ord med på vejen ved denne lejlighed. Det var en stor fornøjelse for os at mærke det enorme engagement, der blev lagt for dagen. Når der er kontroversielle sager på dagsordenen viser det sig heldigvis, at klubberne er særdeles interesseret i at gøre deres demokratiske indflydelse gældende. Det er dejligt.
Helt generelt var der meget stor opbakning til at ændre på de bestående forhold vedrørende optagelsesbetingelser og regler for udstedelse af DGU-kort. Den positive ånd var slet ikke til at tage fejl af. Til gengæld var mange klubber i forskellig grad bekymret for, hvorledes ændrede regler kunne have indflydelse på netop deres økonomi. Og det kan vi naturligvis godt forstå. Den enkelte klubbestyrelse skal først og fremmest se på egne forhold. Vi har lyttet til de mange indlæg på dialogmøderne, og vi har studeret de indkomne ændringsforslag. Efterfølgende har vi prøvet at samle alle disse tanker og indtryk i et helt nyt forslag, som efter vores bedste mening tager rimeligt hensyn til, hvad vi tror, klubberne vil, og som samtidig er udtryk for væsentlige ændringer i de bestående forhold. Der bliver bedre tid til at gøre sig nogle erfaringer, og så er det værd at erindre, at repræsentantskabsmødet afholdes hvert eneste år, og at der hvert eneste år kan fremsættes nye forslag.
Kun én ting har generet os lidt på et par af møderne. Få – ganske få – har givet udtryk for, at vi i DGU’s ledelse skulle have en skjult dagsorden i retning af at ville samle penge ind til DGU, og at vi i den forbindelse ikke interesserer os for klubbernes økonomi. Intet kunne være mere forkert. I al vores daglige gøren og laden er det naturligvis klubberne, vi tænker på. Vi er til for klubbernes skyld. Det er bestemt ikke omvendt. Vi er en service- og interesseorganisation for danske golfklubber, og det er vi os meget bevidst. Vi arbejder også på at favne hele Golf Danmark. Til gavn for sporten, til gavn for golfspillerne og til gavn for medlemsklubberne. Principielt ønsker vi at blande os så lidt som muligt i klubbernes hverdag, og netop den tankegang kommer meget stærkt til udtryk i det fremlagte forslag. Vi ved, at mange klubber er nødlidende i økonomisk henseende, og vi håber, at vi har banet vejen for en bedre økonomi.
Midt i februar havde vi et møde med Golf Klub Danmark, som hvert år samler betydelige beløb ind til DGU’s elitearbejde. Og det er væsentligt for os, at den aktivitet fortsætter og meget gerne udvides.
Imidlertid har også Golf Klub Danmark kunnet mærke finanskrisen, og derfor vil vi gerne benytte denne lejlighed, hvor vi henvender os direkte til så mange indflydelsesrige repræsentanter for de danske golfklubber, til at slå et slag for Golf Klub Danmark. Jeg skal ikke bruge mange ord, men dog understrege, at sponsoratet indebærer, at man får et medlemskort, som giver ret til frit spil på de danske golfanlæg. Golf Klub Danmark refunderer udgiften fuldt ud. Der er altså reelt tale om, at sponsoratet er selvfinansierende, idet det dog skal understreges, at man ikke skal spille greenfee for alle pengene. Der skulle gerne blive nogen tilovers til vores elitearbejde.
Jeg vil også benytte lejligheden til at slå et slag for Diplomuddannelsen i Golfmanagement, som netop har haft afsluttende eksamen i Organisation og Strategisk Forretningsudvikling – og med meget flotte resultater. Uddannelsen er kommet i stand i et samarbejde mellem Dansk Golf Union, Dansk Golfsekretær Forening, Danmarks Idræts-forbund og University College Nord. Uddannelsen består af fem moduler og et afsluttende projekt og tager omkring 3 år at gennemføre. De 25, som netop har afsluttet første modul, skal til november i gang med næste modul, som omhandler Salg og Hospitality. Første hold blev meget hurtigt fyldt op til maksimale 25 deltagere, men skulle der være interesse for at starte et nyt hold, kan det lade sig gøre fra januar 2011. Når jeg nævner Diplomuddannelsen netop her, skyldes det naturligvis, at salen er fyldt med beslutningstagere på højeste niveau fra de danske golfklubber, og skulle nogen ønske information i tillæg til, hvad der står i den brochure, som ligger på bordene, kan man trække på såvel Michael Nielsen, der er formand for Dansk Golfsekretær Forening, som Jonas Meyer Jensen fra DGU’s sekretariat.
Til slut et par ord om de grønne regnskaber. Årsagen er den, at vi i forrige uge havde et møde med repræsentanter for R&A og fra det firma, som har udviklet software til de indberetninger, som skal gøre det muligt at foretage benchmarking med såvel danske som udenlandske golfklubber. Systemet har ikke fungeret optimalt, og derfor har R&A, som betaler alle udviklingsomkostninger, indkaldt til møde. To chefgreenkeepere deltog i mødet, og de kunne med praktiske eksempler fortælle om systemets svagheder. Det virkede, og jeg var meget imponeret over den englænder, som skulle hjem og foretage de nødvendige rettelser. Han var meget lydhør, meget forstående, og så talte han et sprog, som selv jeg, der ved uendeligt lidt om EDB, kunne forstå.
Når systemet er på plads, skal vi nok informere jer via en klubmeddelelse, og jeg vil opfordre alle til at bruge systemet i alle dets enkeltheder. Dels får man et fortrinligt overblik over, hvad man selv gør ved golfbanen – til stor glæde for nuværende og kommende greenkeepere, og dels får man et fortrinligt sammenligningsmateriale med andre klubber. Rigtig brug af systemet vil givet øge viden om pasning af golfbaner og dermed bedre baner at spille på. Hvis nogen vil vide mere, er Torben Kastrup Petersen, DGU’s banechef tilstede.